Kontantlån er et almindeligt realkreditlån hvor udlåneren tager pant i fast ejendom. Lånet er fastforrentet og skal tilbagebetales efter annuitetsprincippet, der betyder at lånet har fast ydelse og rente i hele lånets løbetid. Lånet kan lægges om, når man ønsker det.

Kontantlånene var især meget populære i 60erne og 70erne, men de blev afskaffet midt i firserne. I sommeren 1993 blev de genindført ved en lovændring. Der er både ulemper og fordele ved et kontantlån. De største fordele er at man får en lavere nettoydelse i hele lånets løbetid, fordi kurstabet bliver omdannet til renter, som er fradragsberettiget.

Ulempen ved et kontantlån er at det ikke er muligt at tilbagebetale lånet før tid, ved at indbetale alle pengene som man skylder. Kontantlån kan kun indfries ved at man betaler et beløb svarende til kursværdien af obligationsrestgælden på indfrielsestidspunktet. Hvis man indfrier lånet når renten er steget og kurserne er faldet, bliver man beskattet af en eventuel kursgevinst. Hvis indfrielsen sker i forbindelse med ejerskifte eller skilsmisse, bliver man dog ikke beskattet.

Hvis man skal sammenligne et kontantlån med et flexlån, har et flexlån en lavere rente end et kontantlån med fast rente. Men renten kan ændres på et flexlån i takt med renteudviklingen.